I 2024 stempler Golden Days ind i samtalen om det såkaldte arbejdsliv, når festivalen fra d. 6.-22. september forsøger at finde balancen mellem fortid, fremtid, deltid, overtid og fritid. I Københavns Kulturkvarter kan du bl.a. opleve særomvisninger, workshops og en helt særlig åbningsfest på Thorvaldsens Museum.
Out of office: Åbningsfest for Golden Days på arbejde
Foto: Golden Days
📍 Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 København K
6. september kl. 16.00
Festivalen åbner med et brag, når Golden Days i samarbejde med Thorvaldsens Museum og Gyldendal inviterer til åbningsfest i billedhuggerens storslåede tempel for håndens og åndens arbejde. Festen starter ved fyraftenstid og præsenterer talks, koncerter og oplæsninger med bl.a. Ungklang, Cecilie Lind, Sine Plambech, Stine Askov, Maya Tekeli og Mikkel Thorup og slutter af med eskapistisk out of office-party med det fremadstormende popikon Julie Pavon, Amanda Baun bag pulten, kolde fyraftensøl og septembersol i Thorvaldsens gårdhave.
PROGRAM:
16.00: ÅBNINGSTALER
16.15: OPLÆSNING – Cecilie Lind, Stine Askov og Sine Plambech
De tre forfattere læser op fra aktuelle udgivelser om arbejdets randområder
16.45: KONCERT – ’Workers Union’
Louis Andriessens komposition opført af studerende fra DKDM
17.15: TALK – ’Ni til fem’
Journalist Maya Tekeli og idéhistoriker Mikkel Thorup i samtale om arbejdstid
18.00: KONCERT – Ungklang
Korkoncert med det unge vokalensemble om lykke, der kommer i bølger
18.35: PERFORMANCE – ’Free Time’
Maria Nadia Nour opfører Danilo Correales værk, der undersøger, hvad vores fritid er værd
19.00: PANELDEBAT – Live-karrierevejledning
Med Bente Scavenius, Jennifer Vedsted Christiansen, Kaspar Colling Nielsen og Oliver Stilling
20.00: KONCERT – Julie Pavon
Out of office-koncert med den fremadstormende popkomet
20.45: DJ – Amanda Baun
23.00: Tak for i aften
Udstilling: Min Butik! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens
Foto: Copenhagen Archives
📍 Københavns Museum, Stormgade 18, 1555 København V
Udstillingen er åben alle hverdage 10-17 og weekender 11-17.
Byens små nichebutikker bliver ofte udråbt som udrydningstruede i kampen mod kædebutikker og storcentre. Men hvem er de, og hvordan går det egentlig med dem? Fotografen Ulf Svane og historikeren Mathias Kobberrød Rasmussen tager os med rundt til hundesalonen, petroleumslampeforhandleren, persiennevaskeriet (!) og mange flere i København og giver et levende øjebliksbillede af stederne, deres indehavere og de helt særlige erhverv. Kom med på en tour de force i en broget verden af karismatiske ekspedienter, et virvar af stilarter og en lokal ånd et stykke væk fra byens hovedstrøg.
Entré koster 100,- og inkluderer entre til Nikolaj Kunsthal og Thorvaldsens Museum. Billetter kan købes i kunsthallen eller her.
Hånden & Ånden – Lerworkshop med Fire Paper Run
Foto: Thorvaldsens Museum
📍 Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 København K
10. og 11. september kl. 17.00-19.00
Bertel Thorvaldsen var billedhugger og havde i mange år værksted i Rom med adskillige arbejdere ansat, der alle var specialiseret inden for et felt af kunsthåndværk. Det var håndens og åndens arbejde, der formede Thorvaldsens kunstneriske udtryk. Under festivalen sætter vi fokus på håndens arbejde, og du kan komme forbi Thorvaldsens Museum og prøve kræfter med at arbejde i ler og finde dit eget kunstneriske udtryk. I samarbejde med Fire Paper Run og Container Clay byder vi på 3-timers lerworkshop, hvor du kan lære at skabe din egen skulptur.
Billetter koster 200,- og kan købes her.
Udstilling: I’m Sorry, This Space is Reserved
Foto: Mads Holm
📍 Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, 1067 København K.
Udstillingen er åben alle hverdage 11-18 og weekender 11-17.
Gruppeudstillingen ‘I’m Sorry, This Space Is Reserved’ er et indspark i debatten om det normative vs. det ikke-normative i et samfund, som er indrettet efter majoriteten – og som i mindre grad har fokus på tilgængelighed og accept af mennesker og kroppe, som er anderledes. Hovedparten af udstillingens bidragende kunstnerne har et handicap, som enten er medfødt eller er kommet senere i livet. Udstillingen er kurateret i samarbejde med Kristina Steinbock og tæller bidrag fra bl.a. Joseph Grigely (US), Estela Lapponi (BR), Maiken Bent (DK) og Robert Andy Coombs (US).
Entré koster 100,- og inkluderer entre til Københavns Museum og Thorvaldsens Museum. Billetter kan købes i kunsthallen eller her.
På besøg hos Slagter Ali Baba
Foto: Copenhagen Archives
📍 Slagter Ali Baba, Halmtorvet 10, 1700 København V
11. september kl. 16.00
I forbindelse med fotoudstillingen ‘Min Butik! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens’ på Københavns Museum inviterer Slagter Ali Baba og Ulf og Mathias fra Copenhagen Archive indenfor i slagterbutikken. Historien startede i 1978, da Ali Baba kom til Vesterbro som gæstearbejder fra Tyrkiet. På Halmtorvet byggede han Københavns første halalslagterforretning op fra bunden og gik først på pension i 2003, hvor han overdrog virksomheden til sønnen Yilmaz, der siden har moderniseret butikken. Kom og hør Yilmaz fortælle om Københavns ældste halalslagter og om sin fars pionerarbejde.
Billetter koster 100,- og kan købes her.
Kongens Christiansborg – Hvad sker der på et kongeligt arbejdsslot?
Foto: Christiansborg
📍 Christiansborg Slot, Prins Jørgens Gård 1, 1218 København
7–8 sept. / 11.30
14–15 sept. / 11.30
21–22 sept. / 11.30
11–12 sept. / 17.00
18–19 sept. / 17.00
Christiansborg er ikke blot en arbejdsplads for de danske folketingspolitikere. Det er i lige så høj grad kongens arbejdsslot, og på denne særomvisning på Christiansborg Slot kan du komme med kongen på arbejde. Her udfører Frederik 10. en række vigtige pligter og holder historiske traditioner i hævd i sit arbejde som Danmarks konge. På turen bliver du klogere på, hvad der egentlig sker til audienser, statsråd og officielle modtagelser, og du kommer helt tæt på kongelige festmiddage i Riddersalen. Efterfølgende går turen forbi Det Kgl. Festkøkken og De Kgl. Stalde, som er arbejdssted for både staldpersonalet og kongens hvide heste, som spiller en vigtig rolle i Frederik 10.’s repræsentative arbejde.
Billetter koster 215,- for voksne og 105,- for børn.
Køb dine billetter her.
BLOX og BLOXHUB – Bag facaden
Foto: Abdellah Ihadian
📍 BLOX, Bryghusgade 10, 1473 København
12. september kl. 16.00 -17.30
I BLOX kan man bo, lege, spise, træne, se udstillinger – og arbejde. På denne rundvisning oplever du BLOX i selskab med en af de helt centrale personer i bygherreteamet og ser de områder af den enorme bygning, der ikke er offentlig adgang til. Du kommer med rundt i innovationshubben BLOXHUB, hvor aktører inden for arkitektur, design og digitalisering mødes for sammen at skabe de bedste løsninger til fremtidens bæredygtige byer. Du hører om Lille Langebro, der binder byen sammen på en ny måde. Og som noget helt særligt kommer du op på toppen af BLOX til de 22 private lejligheder.
Billetter koster 180,- (85,- for medlemmer af Realdania By & Byg Klubben).
Køb billet her.
AfterDAC: Hvordan ser verdens bedste kontor ud?
Foto: Golden Days
📍 Dansk Arkitektur Center, Bryghusgade 10, 1473 København
12. september kl. 20.00-21.30
Rækker af borde og skove af skærme. De åbne kontorlandskaber har vundet terræn på den moderne arbejdsplads. Hvorfor har vi indrettet os på den måde? Er det godt for os? Kan det gøres anderledes? Kom til AfterDAC, hvor vi har inviteret filosof og forfatter Anders Fogh Jensen og arkitekt Nikoline Dyrup Carlsen, grundlægger af tegnestuen Spacon & X til en samtale med arkitekt Ane Cortzen om verdens bedste kontor. Som del af eventet åbner vi dørene til DACs eget kontor samt til BLOXHUB, et co-working space i BLOX.
Eventet er gratis efter entre er betalt. Tilmelding er nødvendig og gøres her.
Et job er ikke bare et job – På arbejde i 1700- og 1800-tallets København
Foto: Københavns Stadsarkiv
📍 Københavns Stadsarkiv, Rådhuspladsen 1, 1599 København
12. og 19. september kl. 15.30
I kælderen under Københavns Rådhus opbevares byens hukommelse i arkivet. På omvisningen bevæger vi os ned i magasinerne, der normalt er lukket for publikum. Her finder vi gulnede dokumenter, som fortæller historien om københavnerne og arbejdet. Vi bladrer i bunkevis af jobansøgninger, der forunderligt har overlevet fra 1700- og 1800-tallet. Det var en tid, hvor arbejdet var en tvingende nødvendighed for de fleste. Dagpenge var ikke opfundet, og fattighjælp var forbundet med skam og tvang. Samtidig var nogle jobs mere prestigefyldte end andre. Men lønnen for det ærefulde arbejde var ikke altid god.
Billetter koster 50,- og kan købes her.
Foredrag: Ovartaci – overtossen fra Risskov
Foto: Golden Days
📍 Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, 1067 København K.
12 september kl. 18.00 -19.30
I forbindelse med Nikolaj Kunsthals aktuelle udstilling “En sky er en pige er en dreng er en kat” præsenteres billedkunstner Kathrine Ærtebjerg sammen med værker af den afdøde kunstner Ovartaci. Kom og hør farverige fortællinger om Ovartaci med udvalgte værker som baggrund. Anne Valbjørn Odgaard, litteraturhistoriker og kulturformidler, udgiver i sensommer 2024 en bog om Ovartacis liv og kunst på Gads Forlag.
Ovartaci, født Louis Marcussen (1894-1985), skabte et unikt kunstunivers under sin indlæggelse på et psykiatrisk hospital i Risskov, Aarhus. Hans kunst udviklede sig fra naturalistiske motiver til langstrakte menneskefigurer med dyriske træk. Ovartacis værker er bevaret og formidles af Museum Ovartaci i Aarhus, og han var repræsenteret på Venedig Biennalen 2022.
Billetter koster 100,- og kan købes her.
Billetten inkluderer et glas vin, bobler, øl eller sodavand. Billetten giver desuden adgang til Nikolaj Kunsthals aktuelle udstilling af Kathrine Ærtebjerg.
MorgenDAC: Hvad betyder det for byen, når bekvemmelighed bliver en driver?
Foto: Golden Days
📍 Dansk Arkitektur Center, Bryghusgade 10, 1473 København
17. september kl. 08.15-09.15
Selvbetjeningskasser, rejsekort-check-in-standere, lynhurtig udbringning af varer, ’ghost kitchens’, ’dark stores’ og fremherskende onlineshopping. De digitale effektiviseringer sniger sig ind i vores liv, og gør det både mere gnidningsfrit og bekvemmeligt at komme gennem hverdagslivet. Men hvad gør det ved byen?
Det vil vi se nysgerrigt nærmere på til denne MorgenDAC, hvor vi har inviteret Peter Bur Andersen, partner og kreativ direktør ved BRIQ, laver strategiske planer for byliv og Martin Zerlang, professor i moderne kultur, og forfatter til bøger som ”København på lattergas” og ”Bylivets kunst”. Sammen med dem undersøger vi, hvad det betyder for byen, når hverdagens interaktioner digitaliseres, og bekvemmeligheden bliver en driver for byens udvikling.
Eventet er gratis efter entre er betalt. Tilmelding er nødvendig og gøres her.
Designerspace ved BLOX
Foto: Designerspace
📍 BLOX, Bryghusgade 10, 1473 København
19–20 september kl. 15.00 -20.00
21–22 september kl. 11.00 -16.00
Designerspace er en platform for designere og kunstnere, og i perioden 19. til og med 22. september får gæsterne mulighed for at komme indenfor i værkstedet og direkte i kontakt med kunsthåndværkerne på Bryghuspladsen ved BLOX. Her kan man deltage i spændende workshops og samtaler om, hvad det vil sige at arbejde kreativt som iværksætter, få en spændende indføring i design og ideprocesser omkring tekstil, smykker, keramik og illustration, høre kunstnernes historier om et kreativt arbejdsliv. Samtidig er der mulighed for at købe kunst og design direkte fra ”arbejdsbordet” og selv få “hands-on” og producere egne ting under kyndig vejledning.
Eventet foregår i et stort telt på Bryghuspladsen, og Designerspace glæder sig til at invitere dig indenfor til fokus på nytænkning, bæredygtighed og kvalitet.
Omvisning med Kathrine Ærtebjerg – om arbejdsliv og kunstnerpraksis
Foto: Mads Holm
📍 Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, 1067 København K.
19 september kl. 16.30 -17.30
Kom med bag om billedkunstneren Kathrine Ærtebjergs arbejdsprocesser, når hun viser rundt i sin aktuelle udstilling, der kan opleves i Nikolaj Kunsthals Øvre Galleri. Her udfolder hun i dialog med Ovartaci, hvis værker er udlånt af det nyåbnede Museum Ovartaci i Aarhus, en optagethed af flydende grænser mellem køn, krop og det normative. Ærtebjergs værker skaber en poetisk og dramatisk dialog, som udfolder sig i en totalinstallation bestående af lyd, objekter og lærreder. Billetten er inkl. 1 glas bobler samt adgang til husets øvrige udstillinger.
Billetter koster 125,- og kan købes her.
//Goldendays.dk