GAMMEL STRAND

Gammel Strand er en lokalt forankret, internationalt orienteret kunsthal og kulturelt samlingspunkt i hjertet af København. Kunsthallens udstillingsprogram præsenterer kunst, der forholder sig kritisk og nuanceret til samtiden og sætter fokus på tidens store spørgsmål – fra det intimt personlige til globale dilemmaer. Gammel Strand er samtidig en platform for samtaler, debatter og aktiviteter, der bringer mennesker, kunst og kultur sammen i nye fællesskaber.

Gammel Strands historie begyndte i 1825, da en gruppe borgere og blandt andet kunstprofessor C.W. Eckersberg grundlagde Kunstforeningen efter tysk forbillede. Formålet var at udbrede det almene kendskab til kunsten og skabe et bindeled mellem det elitære Kunstakademi og den bredere befolkning.

I 1952 flyttede Kunstforeningen ind på den nuværende adresse i én af Københavns smukkeste historiske bygninger tegnet af arkitekt Philip de Lange i 1750erne. I 2004 blev GL STRAND føjet til kunsthallens navn, og i 2010 gennemgik stedet en gennemgribende renovering. A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal lagde fundamentet med en gavmild donation, som også Augustinus Fonden, Oticon Fonden, og Knud Højgaards Fond samt Montana. Arkitekterne Vilhelm Lauritzen stod for renoveringen

I 2024 skiftede Kunstforeningen GL STRAND navn til Gammel Strand og præsenterede samtidig en ny udstillingsprofil og en række nye samarbejder. Med afsæt i den fredede bygnings arkitektur og ved brug af enkle, bæredygtige greb skabte tegnestuen Archival Studies samtidig ny åbne omgivelser i hele stueetagen og en ny kunst-, magasin- og bogbutik, der fremadrettet danner ramme om boglanceringer, performances, debatter og oplæsninger.

Adresse
Gammel Strand 48
1202 København K

Læs mere på Gammel Strands hjemmeside