Thorvaldsens Museum
Gå på opdagelse i skulpturer, farver og arkitektur i verdensklasse på Danmarks ældste museum.
Besøg
Bertel Thorvaldsens Plads 2,
1213 København K
Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag – søndag: 10-17
Er du til storslået arkitektur, skulpturer, fascinerende farvekombinationer eller bare nysgerrig på et stykke unik danmarkshistorie, så er Thorvaldsens Museum stedet at besøge. Museet er en hyldest til den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen, der var en international superstjerne i 1800-tallets Rom, hvor han leverede skulpturer til paven, Napoleon og de kongelige familier rundt om i Europa. Thorvaldsens Museum åbnede i 1848 som Danmarks første museumsbygning.
På en tur gennem museet møder du Thorvaldsens skulpturer i spektakulære rum med varme farver på væggene og detaljerede mønstre i loftet og på gulvet – ikke to rum er ens.
På museet kan du opleve Thorvaldsens fortolkninger af antikkens guder og helte og af historiske personer. Sæt dig på bænkene i museets små rum og nyd stemningen, eller tag et hvil i museets gård, hvor du kan læne dig tilbage mellem de malede palmer og laurbærtræer, der dekorerer murene, og på en sommerdag drømme dig til Italien, hvor Thorvaldsen levede i 40 år, inden han vendte hjem til sin fødeby København.
Det sker
Liv, Længsel & Landskab – Thorvaldsens Malerisamling
Tag med på en farverig rejse gennem romantiske ruiner, betagende bjerge og farverige fester i Thorvaldsens Museums nye udstilling. I ni nyrenoverede rum og præsenterer museet nu et udpluk af Thorvaldsens imponerende private samling på over 350 malerier, som alle indgik i den første offentlige visning, da museet åbnede dørene i 1848.
Åben nu
FORMIDDAGSKONCERT MED STINE GRØN
Den sidste fredag i hver måned inviterer Kunst på Barsel til formiddagskoncerter på byens spillesteder – skræddersyet til barslende forældre med baby på armen. Lydniveau, tid og rammer som rummer de små. Glæd dig til en intim, nærværende musikoplevelse – midt i barselsboblen.
200 kr. / OBS: Kun adgang hvis du har en baby med
30. oktober kl. 10-11
TEGN & VIN på thorvaldsens museum
Med blyant og vin i hånden kan du læne dig tilbage, og skitsere nogle af museets smukke detaljer. Museets dygtige tegnelærer vil indlede med generelle tegneteknikker, og være til rådighed gennem hele arrangementet.
12. november og 10. december kl. 17-19
KURATORENS VINKEL: LIV LÆNGSEL & LANDSKAB
Kom med på en eksklusiv tur bag skabelsen af museets nye særudstilling med udstillingens kurator og museumsdirektør, Annette Johansen. Efter lukketid inviteres du indenfor i udstillingen, hvor du får mulighed for at blive klogere på de fortællinger og perspektiver, der gemmer sig i Thorvaldsens Malerisamling.
110 kr. inkl. entré til museet
17. november og 28. januar kl. 17-18
ITALIENSK FOLKEDANS I FORHALLEN
Fordyb dig i folkedanstraditionerne fra det centrale Italien, herunder den livlige Saltarello, en af områdets mest karakteristiske danse. Med musik, bevægelse og tilhørende fortællinger vil du lære de grundlæggende trin og få indblik i de traditioner og den kultur som dansene udspringer af.
150 kr.
19. november kl. 19-21
WORKSHOP: OLIEMALING & NATURSYN v. Anne Louise Blicher
Eksperimentér med oliemaling og naturfragmenter, og mal dit eget landskabsmotiv. I denne workshop underviser billedkunstner Anne Louise Blicher i oliemaling og inviterer dig ind i sin kunstneriske praksis. I sit arbejde skaber hun værker, der nedbryder de klassiske naturidealer til fordel for en forståelse af naturen som sanset økologi.
75 kr. ekskl. entré til museet
21. november og 5. december kl. 11-13 og 14-16
VINTERKONCERT & LUCIA MED KONUR
Oplev en stemningsfuld luciaaften, når KONUR inviterer til vinterkoncert i museets storslåede forhal. Koncerten finder sted i forbindelse med særudstillingen Liv, længsel & landskab – Thorvaldsens Malerisamling, hvor værker af anerkendte, men mindre kendte internationale kunstnere fra blandt andet Italien, Tyskland og Ungarn kan opleves.
150 kr. inkl. entré til museet
13. december kl. 20
VINTERJAZZ – ASTRID ENGBERG
Kom ind til en særopførelse af Astrid Engbergs nye album Cracks i Thorvaldsens smukke forhal i anledning af Vinterjazz 2027. Med udvidet band inviterer den danske sangerinde og komponist publikum til en one-night-only-opførelse i de særlige rammer: “Jeg glæder mig helt utroligt til koncerten på Thorvaldsens Museum. Det bliver en unik opførelse af pladen og realiseringen af en musikalsk drøm, jeg har haft længe.”
220 kr.
29. januar kl. 19.30
KUNSTJAGT FOR BØRN
I museets stemningsfulde korridorer – under de dybblå lofter – gemmer der sig sværd, palmer, hunde og engle. Hold øjnene åbne, lys dig frem i mørket, og gå på opdagelse efter skjulte detaljer og hemmelige genstande.
Hvis du finder dem alle når du har gennemført jagten, må du vælge en smuk krystalsten du kan tage den med hjem i lommen. ✨
Kunstjagtskortet fås i billetsalget og er gratis for børn.
Omvisning: MYTOLOGI I MØRKE
Oplev Thorvaldsens Museum på en stemningsfuld omvisning, hvor lyset er slukket og du inviteres med ind i myternes verden. I vintermørket, når museet er lukket for almindelige gæster, sættes der spot på udvalgte skulpturer og deres mytologiske figurer og historier.
Udvalgte tirsdage i oktober, november, december, januar og februar
Thorvaldsens Skulpturer
Mød Skønhedens gudinde Venus, gudernes flyvende sendebud Merkur og kærlighedens gud Amor i selskab med rytterstatuer og gravmonumenter – alle skabt af Bertel Thorvaldsen med inspiration i antikken og den klassiske kunst.
Permanent udstilling
Thorvaldsens antiksamling
Antiksamlingen er Thorvaldsens personlige samling af kunstværker og genstande fra oldtidens Egypten, Grækenland, Etrurien og Romerriget. Thorvaldsens omfattende samling spænder bredt og tæller alt fra egyptiske amuletter til græske vaser.
Samlingen kan ses på museets 1. sal.
Thorvaldsens afstøbningssamling
Gennem de mere end 40 år Bertel Thorvaldsen boede og arbejdede i Rom, opbyggede han en omfattende samling af afstøbninger af berømte værker fra antikken og renæssancen.
Thorvaldsens afstøbningssamling findes i museets kælderetage.
3 steder, 2 personer, 1 kort
Årskortet giver dig og en gæst gratis entré til Københavns Museum, Nikolaj Kunsthal og Thorvaldsens Museum i et helt år. Derudover får du 10% rabat i museumsbutikker og -caféer og 50% på entréen til udvalgte kunsthaller i Danmark.