Efterårsferie i Kulturkvarteret
Efterårsferien i Kulturkvarteret byder på helt særlige oplevelser for børn i alle aldre og deres voksne. Gå på opdagelse i programmet lige her.
10.-18. oktober 2026
Efterårsferie i Gammel Strand
Gammel Strand
Tag børn eller bedsteforældre med og brug efterårsferien i kunstens verden. Sammen kan I gå på opdagelse i malerier, skumfiduser, klokker og planter. Hele efterårsferien kan børn i alle aldre gå på jagt med Gammel Strands sjove aktivitetsark i udstillingerne Still Joy og Blød som smør, modig som en hare – to udstillinger, der på hver deres måde undersøger, hvordan vi finder mening, livskraft og retning i en verden, hvor alting er i bevægelse.
13.–18. oktober i kunsthallens åbningstid
Sæt farve på traditioner
Dansk Jødisk Museum
Gå på opdagelse i May-Bell Barekets farverige univers! May-Bell er dansk jødisk kunstner og hendes kunst er inspireret af jødisk kultur og symboler. Men hov! May-Bells kunst har mistet sine farver! I efterårsferien kan alle børn, familier og kreative sjæle komme forbi museumsbutikken og sætte farve på et af hendes værker. Når du er færdig, får du selvfølgelig din farvelagte version med hjem i en passepartoutramme, lige til at hænge op.
Koster kun almindelig entrébillet.
13.–18. oktober kl. 11-15
Efterårsferie i Nikolaj Tårn
Nikolaj Kunsthal
Kom med helt til tops i Nikolaj Tårn og oplev København fra en ny vinkel. Hver dag i efterårsferien inviteres en lille gruppe gæster med 35 meter op over byen, hvor 360 graders udsigt og fortællinger om tårnets dramatiske historie går hånd i hånd.
Turen varer ca. 30 minutter
13.–18. oktober kl. 15
Kampklar efterår
Krigsmuseet
Kravl ind i en pansret mandskabsvogn. Se en ægte pirat-helikopter. Kæmp som en samurai. Besøg den nye udstilling om SIRIUS-patruljen og en masse andet. Efterårsferien på Krigsmuseet er fyldt med action for hele familien.
10.–18. oktober kl. 10-17
Perlegraffiti-
workshop med OEPS Crew
Københavns Museum
Lav graffiti som perleplade! Eksperimentér med bogstaver, farver, skygger og effekter, og skab dit eget tag, dine initialer eller et fælles værk. OEPS Crew hjælper, og alle over 7 år kan deltage.
17. og 18. oktober kl. 11-13.30
Kan du overleve i fortiden?
Nationalmuseet
Hvad skal der til for at overleve som jæger i stenalderen, gå i skole i 1850 eller danse sig gennem et maskebal hos kongeparret? Det kan børn og familier finde ud af i efterårsferien på Nationalmuseet.
10.–18. oktober kl. 10-17
Små introduktioner til museet
Dansk Jødisk Museum
Alle dage i efterårsferien kan du begynde dit besøg med en introduktion til museet. De tager cirka 15 minutter, hvor en omviser fortæller om museets udstillinger og tankerne bag den spektakulære arkitektur.
Introduktionen kræver ikke tilmelding og er gratis efter købt entrébillet.
13.–18. oktober kl. 11.15 og 14.14